Mørket

'Jeg får døden' er min fjerde roman, men min første krimi.
Og hvorfor så pludselig en krimi?

Det handler om mørke.

Jeg har levet med mørke i dele af mit liv.
Min barndom var præget af en (uerkendt) depressiv mor, som havde mange, mange fine og blide sider, men som i lange perioder kun lige akkurat kunne holde sig oppe til at passe sit arbejde og sørge for pænt rent tøj til sig selv og sin datter.
Den var også præget af en far, som var traumatiseret af sin tid som modstandsmand under Anden Verdenskrig. Han håndterede det delvis flot - fuld af energi og glæde ved mange sider af livet (herunder skovene og naturen i øvrigt), og en del af tiden en sød og kærlig far over for sin efternølerdatter. Men ind i mellem kom den uberegnelige vrede og gnistrende hidsighed. Når han var vred, var jeg som barn overbevist om, at han ville kunne komme til at slå mig ihjel, hvis jeg ikke var meget påpasselig.

At holde tand for tunge
Siden kom andre mørker. Og jeg blev voksen i en tid, hvor løsenet var at tale om sine følelser og behov, tale ud, være ærlig og åben. Hvis man gjorde det, ville omgivelserne reagere åbent og positivt, hed det.

Omkring en del ting erfarede jeg i årenes løb, at tidens idéer ikke holdt vand. I hvert fald ikke der, hvor jeg var. Det gav kun endnu mørkere mørke at forsøge at tale ud og formidle. Voldsom vrede eller isnende kulde var i en del tilfælde konsekvensen.

Så en del erfaringer og oplevelser har jeg holdt for mig selv. Måske talt om dem til en enkelt eller to betroede. Andre livserfaringer har jeg aldrig omtalt for nogen.

Dark side of the moon
Samtidig har jeg en stærk hang til glæde.
Jeg forsøger at hæge om glæden, mildheden og skønheden, for de tre bærer mig oppe.
Men mørket er altid med mig - og alligevel har jeg i perioder forvist den del for langt væk fra mit bevidste liv og løbet rundt med et smilende, men lidt for blegt ansigt - et måneansigt måske.

Min skrivning er det, der lader månens bagside være til stede. Der kan jeg vise den. I glimt, i fragmenter, i nye kombinationer.
Og her kommer krimien ind. Her kan jeg virkelig røre ved det, jeg ved (også) findes: Mørket, ondskabsfuldheden, angsten, kulden, raseriet, afmagten, hævnen, straffen. Her kan jeg tale om det på en måde, som jeg selv kan bære. Omskrevet, fulgt til det yderste, gjort til litteratur (eller i det mindste underholdning) og uden risiko for at vække yderligere - ubærlig - kulde, raseri eller hævn i det levende liv. 

Og som den amerikanske krimiforfatter James N. Frey siger det i sin "How to write a damn good mystery":

Krimien er - ideelt - en katharsis, en renselse i forhold til det onde, det mørke, det ustyrlige - og dermed bliver den noget andet og mere end en personlig del af en personlig proces.

Jeg håber, at min dark side of the moon i 'Jeg får døden' får noget af den mørkekonfronterende og dermed fortrøstende funktion.
Jeg håber, at den næste krimi i serien kan komme til at rumme noget af det samme.