onsdag den 21. oktober 2015

Nedgør Jeg får Døden det alternative? Delte meninger


Det er alment kendt for de fleste forfattere - og læsere - at der ikke findes en korrekt måde at læse et givent værk. Når bogen er udgivet, tilhører den læseren, og læseren skriver den så at sige færdig - opfatter, udfylder og tolker ud fra sit eget ståsted, liv og erfaring.
Så egentlig gentager jeg blot, hvad de fleste uden tvivl ved.
Men i disse uger oplever jeg det - som jeg har oplevet det ved udgivelse af mine to forrige romaner - meget markant.
Læsere og anmeldere kommenterer min nyudkomne krimi 'Jeg får døden' - og et gentagent tema i kommentarerne er det alternativt spirituelle/helbreder- miljø, hvori en række døds- og overfald sker.  De hidtidige anmeldelser af bogen er alle (særdeles) positive, men omkring bogens (og min) holdning til de alternative er anmelderne ikke enige:
Litteratursidens Erling Lykke skriver: "Selv om romanen foregår i alternative kredse, synes Ane-Marie Kjeldberg at have en nøgtern og sober holdning til healere, clairvoyante, numerologi o.l. Romanen er tydeligvis ikke skrevet med henblik på at nedgøre den side af behandlersystemet. "  (Hele anmeldelsen kan ses her.)
Krimisiden.dk er enig: "Og forfatteren behandler den spirituelle verden på en sober måde. Og som et fint afsæt til sin krimi." (Se mere her.) 
Derimod skriver mag. art. Louise C. Larsen i sin ellers rosende anmeldelse: "Vi møder kun entydigheden i opdagernes møde med "alternativitet" – som var et ord, jeg ikke kendte og har det dårligt med som den klippevæg af afvisning, det indeholder. Hver gang vi udenfor fiktionens verden spiser et hvidløg, er vi jo dog selv "alternativister", ifølge lægestanden, for hvidløgs virkning er jo ikke bevist, som de hævder – jeg savnede en leg med de tos egen faglighed, en tvivl, en refleksion over deres respektive ståsteder i og med, at de to indbyrdes som præst og psykolog allerede må støde sammen og dermed være mere end bevidste om, at fagligheder jo til syvende og sidst er en konstruktion." (Hele anmeldelsen her.)
På Goodreads synes brugeren Svend Erik at være enig med Louise C. Larsen om, at bogen/jeg afviser det alternative. Dog lader det til, at han finder det velfortjent: "En historie om det 'alternatives' forløjede grusomheder og forretningsmetoder, set med hospitalspræsten Esters og den unge psykolog Andreas øjne, i deres forsøg på at opklare et besynderligt dødsfald. 'Jeg får Døden' kommer rundt i et mystisk dødsfald og mærkelige kroge i den 'alternative' verdens kaos af magt, penge, fup & fiduser & numerologi på underholdende og troværdig vis." (Se ordene på Goodreads her.) 
Samme bog - læst ganske forskelligt.
Hvor er det dejligt at opleve, at min krimi har dette rum for tolkning omkring et emne, som er et dybt alvorligt tema og fundamentet for hele bogens handling!
---
(Og hvad er forfatterens egen holdning så til alternativ helbredelse og tro? Jo, hun ser en del særdeles gavnligt og lødigt på feltet. Men hun ser også useriøsitet, uansvarlighed - og uhyggelige glimt af "fup & fiduser", som Goodreads-læseren formulerer det. Har nogen af læserne så læst 'forkert'? Nej, bestemt ikke. Bogen er deres - som sagt indledningsvist.)
---
'Jeg får døden' kan lånes på biblioteket (hvor der dog en del steder er meget lang reservationskø).
Den kan også købes.
Gratis læseprøve (som er i e-bogsformat) kan hentes hos Saxo her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.